Scroll to top

Tidligere generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp og tidligere udviklingsminister, Christian Friis Bach er hovedtaler på topmøde


Haderslev Topmøde - 12. marts 2019 - 0 kommentarer

For tredje gang afholder Haderslev Kommune den 2. maj 2019 Åbent Sikkerhedspolitisk Topmøde. Topmødet fokuserer i år på fred, forsoning og konfliktmægling. Hvordan nedtrapper vi konflikter og skaber øget sikkerhed – og hvad det kræver af de organisationer, der er sat i verden for at bidrage til mere sikkerhed og samarbejde mellem landene?

”Vi er glade for at kunne præsentere årets hovedtaler på Haderslev Åbent Sikkerhedspolitisk Topmøde den 2. maj: Christian Friis Bach, tidligere generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp, tidligere minister og den højst placerede dansker i FN-systemet i nyere tid”, siger Haderslevs borgmester H.P. Geil.

”Topmødet er en tradition, hvor eksperter, politikere og almindelige mennesker kan mødes i Haderslev til en frugtbar dialog om sikkerhedspolitiske emner,” fortsætter H.P. Geil.

Årets hovedtaler har et kritisk blik på det internationale samarbejde i disse år:

”De mange konflikter i verden er på mange måder en falliterklæring for det internationale samarbejde om fred og sikkerhed, som vi har bygget op siden Anden Verdenskrig. FN’s Sikkerhedsråd er handlingslammet, og medlemmerne blokerer hinanden med vetoretten i stedet for at agere ansvarligt i fællesskab,” udtaler Christian Friis Bach.

”Derfor er det en stor fornøjelse og ære at få lov til at holde den danske hovedtale på årets Sikkerhedspolitiske Topmøde i Haderslev. Årets hovedtema er uhyre aktuelt, og jeg ser frem til en dag, hvor vi får en bred folkelig debat om disse vigtige temaer,” udtaler Christian Friis Bach.

Hans pointer lægger sig op ad debatten i international sikkerhedspolitik, hvor der diskuteres, om de institutioner, der er sat i verden for at skabe mere sikkerhed – eksempelvis NATO, FN og OSCE – er rustede til at imødegå verdens aktuelle udfordringer.

Markant panel af politikere, eksperter og organisationer

Det spørgsmål stiller topmødet til et markant panel af politikere, eksperter og organisationer. Topmødet vil sætte fokus på FN og verdens kriser og menneskelige tragedier, NATO, der i år fejrer 70-års jubilæum, EU, der i 2019 både har EU parlamentsvalg og britisk Brexit, OSCE i lyset af Ukrainekrisen, der i 2019 begyndte for netop fem år siden – og de organisationer, der gør en indsats for at skabe fred og forsoning.

Topmødet vil desuden indeholde oplæg og debatter fra:

  • Lars Bo Larsen, dansk ambassadør i EU
  • Henrik Breitenbauch, seniorforsker ved Center for Militære Studier
  • Jonas Vejsager Nøddekær, international direktør i Folkekirkens Nødhjælp
  • Claus Mathiesen, studielektor ved Forsvarsakademiet
  • Allan Sørensen, Weekendavisens mellemøstkorrespondent
  • Forsvars- og udenrigsordførere fra Folketingets partier

Related posts